01 Vandring
Der findes mange smukke steder på Sydhavsøerne, som er perfekte til en vandretur, hvad end du er garvet hiker og vil gå Den Danske Klosterrute eller bare vil ud og spadsere ved Maribosøerne. Du kan blandt andet besøge de mange skove, naturparker- og områder, som du kan få et overblik over her, eller du kan downloade app'en Naturlandet, som giver dig over 60 vandreruter og stier at vælge mellem, med varierende længder, helt fra 1 til 50 km. Hjemmesiden Vandreruter.dk giver også et fint overblik mellem forskellige ruter.
02 Cykling
Her brillerer Naturlandet's App igen - de har nemlig lavet en 400 km lang cykelrute rundt på Sydhavsøerne kaldet 'Naturlandet Rundt', som tager dig med tæt langs smukke kyster, naturområder og dybe skove, gennem hyggelige små byer og forbi fantastiske herregårde. Naturlandet har tilmed også lavet 20 kortere 'oplevelsesruter' opdelt i 20 unikke oplevelser. Se ruterne på app'en!
03 Ridning
Kun 10 minutter i bil fra Himmelly ligger Skovriderne, som tilbyder turridning på islandske heste. Derudover findes også Valbjerggaard's guidede rideture samt turridning med Søholt Ridecenter på Lolland. Lige rundt om hjørnet, ligger også Bavnehøj Fritidsområde, som huser en TREC-bane for ryttere. Hvis du er interesseret i selv at planlægge din ridetur, kan Naturlandet også give dig en oversigt over diverse ruter på Sydhavsøerne.
04 Vandsport
Få adrenalin i blodet og vind i håret med nogle af Sydhavsøerne's fedeste vandsportsaktiviteter. Hos Mærk Outdoor på Falster kan du både tage kurser, leje kajakker og SUP boards, samt tage på spændende safaritur.e Hos Surfcenter Falster og Møn Surf (på Farø lige ved motorvejsbroen) kan du prøve både SUP, kite- og windsurfing af. Hvis du er mere garvet og har dit eget udstyr, kan du prøve at fange en bølge på en af de mange strande, vi har skrevet om her, som fx Gedser, Kramnitze, Elkenøre, Albuen eller Holten Strand. Hvis du vil lidt ned i gear, tilbyder Hasselø Kajak guidede kano- og kajakture rundt på Lolland og Falster. Du kan også selv leje kanoer og kajakker hos bl.a. Albuen Strand Camping og Maribo Sø Camping.
05 Golf
Der findes hele 5 naturskønne golfbaner på Sydhavsøerne; Falster Golfklub, Golfklubben Storstrømmen, og Marielyst Golfklub på Falster - kun en kort køretur fra Himmelly, samt Halsted Kloster Golfklub og Maribo Sø Golfklub på Lolland.
06 Lystfiskeri
Hvad er mere oplagt at prøve lykken med på en ferie i et ø-rige omringet af kyster end fiskeri? Her viser Naturlandet igen en fin oversigt i deres app over det hav af muligheder for lystfiskeri der findes på Sydhavsøerne. Tjek også denne lystfiskeri-guide for Lolland og Falster, eller Fishing in Denmark's hjemmeside, som også giver dig mulighed for at udforske de gode fiskepladser i nærområdet på forhånd. Derudover er der også mulighed for at få bid på krogen i en Put & Take sø, som fx. Marielyst Fiskesø eller Iglekærsø Put & Take.